Jeg kender teltpladsen, jeg kender søen og den 5,7 kilometer rute rundt om - og så kender jeg en masse af de 99 løbetosser, der stiller op under Løbeklubben på Facebooks røde farver.
Jeg har nydt deres selskab, fået deres røverhistorier og råd og set deres udfordringer og ambitioner på skærmen - og for manges vedkommende i den virkelige verden. Jeg er så velsignet at have være med i klubben (næsten) fra starten og mødt "alle slags løbere" til stafet i Holte, til stafet fra Sjællands nordspids til Vordingborg, langs Hærvejen, til DHL, til Crossmarathon på Bornholm og - som indledningen afslører, stafet i Viborg. Hver gang har der været gamle kendinge og - heldigvis - nye ansigter.
- Så der er også ukendte og nye faktorer for mig ved årets deltagelse i Viborg: Hvor skal jeg sove? SKAL jeg sove? Bliver guf-og-kagebordet ENDELIG ryddet? Holder mit maj-opererede knæ til strabadserne - og de ekstra kilo kage? Får jeg 10, 30 eller 50 nye venner? og kan jeg overskue at poste på både FB og hér?
Jeg glæder mig vildt til det hele, kendt og ukendt, og til som nyudsprungen blogger (så ser man lige mig...) dele billeder og tekst under og efter - så følg med (der er jo heldigvis også andre bloggere herinde).
Afslutningsvis er jeg nødt til at sende en tak ud: Jakob Lind Tolborg, der er Løbeklubbens far, "webmaster", konceptudtænker, sponsorforhandler, praktiske gris, organisator og med et hav af andre kasketter - som han løbende(!) har uddelegeret og videregivet på tværs af landet og Facebook....når jeg ser hvad klubben har givet mig over de seneste 5 år og hvad der ellers har rørt sig og i højste grad rør sig nu i klubregi, så undrer det mig at der er overskud i manden til storfamilie, job og egne løbetur. Men det er der: Jakob løber solo 12 timer i Viborg og ser med spænding frem til hvad der ligger på den anden side af +60 km. TAK Jakob!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar