Efterskrift

Det kan da nok være, at det blev et anderledes 24H-stafetløb, end hvad jeg tidligere har prøvet - på godt og ondt. Det skulle vise sig, at erfaringer fra 4 tidligere års deltagelse i samme løb ikke kunne bruges til ret meget i år!

Jeg havde til årets løb prøvet at piske en stemning op i Løbeklubben, da et par af os mente, at der var realistisk mulighed for at vinde klassen 8-mands mixhold. Det ville dog nok kræve, at holdet skulle holde et snit på 4:00 min/km gennem alle 24 timer. Det er svært nok, at finde piger der kan præstere det, så målet var at alliere os med Sidsel Pedersen, som er super sej og super stabil 100 km-løber. Det ønske gik heldigvis meget tidligt i opfyldelse, og så var det jo bare at få bygget holdet op derfra. Jeg mente, at jeg selv på en god dag godt kunne holde et snit på 4:00 min/km over 8 runder, men skulle vi op på de 360 km, så krævede det flere løbere, der over deres 8 runder ville kunne holde et snit under de 4 minutter.

Holdet lagde meget optimistisk ud. Efter det første sæt - altså 8 runder - lå vi 1½ minut under 4-minutter grænsen, men var allerede 4 minutter efter de førende. Sidsel lagde hårdt ud og startede med at sætte PR på 5 km på sin første tur, jeg løb selv ALT for hurtigt og Henrik Lau lagde ud med en runde på 19:51!
Ville det holde?

Efter de første 3 sæt fik vi en indikation på, at det nok ikke ville holde, men vi var stadig komfortabelt foran vores vejledende tidsplan. Det førende hold trak stille og roligt fra, og nu kunne vi kun vente og se, hvad natten ville bringe. Den bragte for mit eget vedkommende ikke noget godt, og hos flere på holdet var trætheden ved at melde sig. Jeg gik helt ned på min dobbelt-nattur. Var pladdervåd efter få minutters løb og følte at jeg havde valgt forkert ved at tage mine 3/4-tights på og løbe i de mere stabile Kayano-sko. Jeg kom i mål totalt udmattet og slingrede ned i Løbeklubbens proviant-område for at prøve at få noget ind, inden jeg gik til ro for natten. Det blev en urolig nat med summen i benene - måske 3 timers søvn.

Vågnede tidligt, men turde ikke spise noget inden morgenturen - den 7. af ialt 8 ture. Måtte bare se, hvordan det ville gå. Tidsplanen var skredet i løbet af natten, og vi var nu 18 minutter efter vores egen vejledende plan. Det blev mere og mere tydeligt, at det nu for holdet handlede om, at holde humøret oppe. Sidsel var stabil, Morten Basse var stabil og hurtig og det samme var Henrik Lau. Mads Dolleris' skade var desværre brudt op - heldigvis tilbød Tony heroisk at snuppe en dobbelttur, hvilket gav lidt luft. Claes var krøbet i en sovepose, hvorfra han blev interviewet til TV og proklamerede, at han sprang sin tur over. Vi måtte overtale Anders til at slutte formiddagen af og løbe holdets allersidste tur, hvilket han godtog.

Vi havde opnået 348 km på 24 timer - lidt under vores målsætning - nok til en 2. plads, 2 runder efter et hold, vi bare måtte bøje os for, men 8 runder foran nr. 3 af ialt 26 deltagende hold i vores klasse.

Vejret fik sat sine spor - på såvel løberne som på ruten. Jeg har sjældent været så træt, og Sidsel mente at det var klart hårdere, end at løbe 100K. Sportsligt set var det lidt af en test og spændende at prøve, men holdet var ret enige bagefter: Vi havde nok at gøre med at hvile/sove og passe vores eget projekt - og det passer bare ikke ret godt ind i Løbeklubbens projekt. Jeg vil personligt gå så vidt som til at sige: Nu har jeg prøvet dét - det gør jeg ALDRIG igen!... Næste år hygger jeg mig på et 12-mands mix hold, hvor jeg også har tid til alt det, jeg jo holder så meget af ved disse løb: hyggen med de andre, et glas rødvin og en tur rundt om søen på cykel for at tage billeder.

Il Capitain takker af for i år - Vi ses i Viborg til næste år.